Sådan fungerer søgningerne
Her kan du læse mere om, hvordan vores søgninger er bygget op.
Videncenter for Diabetes har udviklet en række søgninger, som automatisk udføres i verdens største database for sundhedsvidenskabelig forskning, PubMed/MEDLINE. Vores system søger via PubMed, som stilles til rådighed af National Library of Medicine i USA.
Der bruges flere forskellige betegnelser for den samme virus (f.eks. coronavirus, COVID-19, 2019-nCoV, SARS-CoV2 og SARS2), hvilket kan give nogle udfordringer, når man vil søge og finde alle relevante videnskabelige artikler.
I det følgende beskriver vi, hvordan vi har valgt at gribe søgningerne an.
Opbygning af søgninger
Søgningerne er opbygget sådan, at langt hovedparten af de artikler, som de finder, er relevante, samtidig med, at så få artikler som muligt er irrelevante.
Med andre ord har vi forsøgt at ramme en balance, hvor både søgningernes sensitivitet (evne til at finde "det hele") og specificitet (evne til at fjerne "støj") er høj. Omkostningen ved denne strategi er, at man risikerer, at nogle relevante artikler ikke bliver fundet i søgningen.
Vores vurdering er imidlertid, at søgningerne finder langt de fleste relevante artikler. Det skyldes, at vi har anvendt en lang række synonymer for COVID-19. Dertil har vi testet, at vores søgning finder minimum 95% af de artikler om COVID-19, som er blevet identificeret i et andet projekt.
For søgninger om COVID-19 og et af de udvalgt emner, f.eks. diabetes, er der dog en lidt større risiko for, at vi ikke finder alle relevante artikler. Årsagen er, at man kun kan søge i artiklens titel og abstract (resume) og ikke i hele artiklens tekst. Det betyder, at hvis diabetes ikke nævnes i titlen eller abstractet, men kun i den fulde artikeltekst, vil artiklen ikke blive fundet. Det er dog vores formodning, at i de artikler, hvor diabetes er et centralt emne, vil ordet diabetes nævnes i artiklens titel eller abstract.
Vi vil løbende justere søgningerne, hvis der er behov for det.
Søg direkte i PubMed
Hvis du vil se de søgestrenge (kombination af søgeord), som vi har brugt, skal du klikke på linket 'Vis søgestreng', der vises i øverste højre hjørne af den boks, hvor du kan se din søgning.
Vær opmærksom på, at resultatet, som man ser på selve PubMed-siden, kan være en smule anderledes, end det, som vises på vores side. Det skyldes, at der er op til en dags ventetid på, at artiklerne bliver registreret i den del af PubMed, som vores system har adgang til. Hvis du vil være helt sikker på at få det allernyeste med, bør du derfor søge direkte i PubMed ved at klikke på en af vores søgestrenge.
Videncenter for Diabetes har ikke vurderet kvaliteten af artiklerne fra PubMed/MEDLINE.